søndag, april 17, 2005

Besøg af familien Gøttler

Det er en lidt mat søndag. Familien Gøttler var på besøg i aftes, og det blev ret sent.
Godt selskab, rigtig hyggelig samtale, god mad og - ikke mindst god vin.

Vinene var:
  • Cotes du Rhone 2002, blanc de blanc, Domaine Jean David "Le Jas" i Séguret
  • Cotes du Rhone Village Cairanne 2000, Domaine de L'Oratorie St. Martin
  • Cotes du Rhone Village Vacqueyras 2001, Vieille Vigne, Les Vins du Troubadour
  • Rosso Piceno Superiore 2000, Vigna Messieri, Tenuta Cocci Grifoni
Vinene fra Jean David og L'Oratorie St. Martin hentet på åstedet - i øvrigt sammen med Karsten - i somrene 2002 og 2003.

Hvidvinen købte vi af Martine David (Jean's kone) som var meget stolt af den, på trods af det vanskelige år 2002. Det var et år siden jeg sidst smagte den, og den havde fuldstændig ændret karakter.
Det sarte florale var erstattet af en tydelig anisduft og -smag, sammen med noget flintagtigt/metallisk lidt i lighed med visse store Riesling fra bl.a. Mittelmosel.
Meget interessant vin - til små penge.

Villagen fra L'Oratorie St. Martin var husets topvin og kostede godt 10 € . Det er en pæn pris i det sydlige Rhone, men groft undervurderet i det større perspektiv.
Vinen er baseret på Mourvedre, hvilket giver den en fin balance mellem brombæraromaer og en mere tung tone præget af jord og læder. En helt igennem ”fed” vin der sagtens kunne have ligget et par år mere.

Stadig kraftig, og stadig typisk Rhone, men i en ganske anden ende af smags- og duftspektret var så Villagen fra Les Vins du Troubadour. Præget af en anden druesammensætning (75% grenache fra +50årige vinstokke og 25% syrah, modnet 3-6 mdr. på små nye fade) gav den helt andre nuancer fra sig. Her efter 4 års lagring fremstod den som en særdeles generøs vin med stor fylde og bløde tanniner præget af toner af chokolade, solbær/brombær og cedertræ. Stor vin og helt på toppen.

En særlig oplevelse var også Rosso Piceno'en. Den var faktisk dekanteret ved en fejltagelse allerede dagen før, så der var ikke knyttet store forventninger til vinen da den kom på bordet.
Karaflen havde stået køligt, og vinen fremstod veltempereret og afrundet, med en "næse" der blev mere og mere kraftig efter ½ time i glasset. Svedsker, sure kirsebær og engelsk lakrids i afslutningen. En fremragende vin som vi ikke havde fået det samme udbytte af, uden den lange dekantering!