søndag, juni 26, 2005

Masi


Passo Doble

Aftenens vin er en

  • Passo Doble Masi Tupungato, Malbec/Corvina 2004

Købt på bud i Føtex til ca. 60 kr. pr. flaske.

Vinen stammer fra det italienske vinhus Masi’s argentinske gård i Mendoza, og er markedsført som ”Argentinian soul, Venetian style”.

Den er skruet sammen af 65 % Malbec, 5 % Merlot og 30 % Corvina, hvor sidstnævnte drue - sammen med den dobbelte forgæring - har skullet bibringe vinen det venezianske islæt.

Mærkeligt i øvrigt, da Masi har til huse i en lille flække ved navn Gargagnano i Valpolicella hele 90 km. fra Venezia, hvor man mig bekendt stort set kun har vindueskarmene at dyrke vin i…………nå, men der er jo ingen grund til at være pedant.

Corvinadruerne er tørret i 15 dage, hvorved de har miste 15 % af deres mostvægt og vundet tilsvarende i koncentration.

Udseende; klar og mørk violet.
Duft; i begyndelsen let med toner af fuldmodne kirsebær, siden kraftigere m. blommer og svesker og en let vanille (fra fadene).
Smag; duften går igen i smagen. Vinen er særdeles ”kødfuld” med en ret lang eftersmag og et ungdommeligt garvesyrebid.

Det er en ganske flot vin som lever op til markedsføringens løfte om en hybrid mellem en argentinsk og italiensk vin. Den forekommer faktisk, at være en mellemting mellem en velbygget Argentinsk Malbec og en Valpolicella Ripasso i den gode ende. Vinen kræver på nuværende tidspunkt dog både ilt og tid, da den er meget ung.

Ganske vist ligger Argentina på den sydlige halvkugle, hvorfor høsten i dette tilfælde har kunnet påbegyndes den 2. marts 2004. Det betyder, at vinen har lagret ca. ½ år mere end en tilsvarende vin fra den nordlige halvkugle. Alligevel......det er lidt synd, at drikke den allerede nu. Giv den 2 år i kælderen - og gerne mere.