fredag, februar 03, 2006

Montgras


Onsdagens vin var fra Montgras - et af Chiles yngre vinhuse.

Det drejede sig om en flaske
  • Montgras, Antu Ninquén Syrah 2004
Montgras forhandles af kæderne under Dansk Supermarked i en række kvaliteter hvor Ninquén udgør toppen af kransekagen.
Vinen var på tilbud og kunne således købes i en kortere periode i Netto til 60 kr. pr. flaske.

Montgras Niquén er et meget ungt projekt. Navnet "Niquén" refererer til et bjergplateau i Chiles Colchagua Valley, som blev plantet til med Cabernet Sauvignon og Syrah i 1997.
Der er derfor på mange måder tale om en vin under udvikling.
Syrah årgang 2003 bestod således af 88% Syrah og 12% Cabernet Sauvignon mens årgang 2004 er på 100% Syrah.

Druerne er håndplukkede i 3. uge af april, 2004 og vinen er siden lagret på fad i 15 måneder.

Udseende; klar og dyb rødviolet.
Duft; Solbær i skøn forening med urter - oregano og eukalyptus.
Smag; Særdeles kraftfuld med sorte bær og mint samt et garvesyrebid som selv et døgn på karaffel (en lille rest) ikke helt kan formilde.

Her er tale om en virkelig interessant madvin, som på trods af en endnu noget fremtrædende garvesyge, 14% alkohol og en vis brutal charme stadig er i balance (dog under forudsætning af, at den drikkes ved < 18 grader C).
Alligevel har jeg besluttet mig for, at lade de sidste flaske jeg købte ligge i kælderen i minimum et år, da jeg mener det vil yde vine den største retfærdighed.