lørdag, marts 18, 2006

Lukketid

Ja, så er tiden kommet, til at forlægge adressen til eget domæne. Webloggen på blogger har været rigtig god med mange gode funktioner.
Alligevel har jeg nu fået mod på at prøve kræfter med selv, at sætte en blog på på eget domæne, og således få fuldstændig frie hænder til udformning og opsætning.
Valget er faldet på open source projektet WordPress.

Jeg glæder mig til at "se" dig på min nye adresse som er


Venlig hilsen Rolf

lørdag, marts 11, 2006

Santa Rita


Fredagens vin har jeg haft liggende siden december 2004. Det specielle ved vinen er, at der har været rejst tvivl om, hvad indholdet i flasken rent faktisk er. Det drejer sig (angiveligt) om en flaske ”ikke frigivet”

  • Santa Rita, Casa Real 2000, Maipo - Chile (CR)


Vinen, som er importeret af AMKA, er lablet som Santa Rita, Medalla Real 2000, tilsat en lille cirkulær mærkat af hvilken det fremgår at indholdet er Casa Real.Som følge heraf har vinen – ikke mindst på nettet – været gjort til genstand for mange spekulationer.
Nogle har gjort sig til talsmand for, at vinen skulle være defekt, eller at det ikke kunne være bemeldte Casa Real da indholdet ikke var bedre end vinhusets noget billigere vin Medalla Real.
Spekulationerne er desuden ikke blevet færre af, at oplysningerne om vinen ikke har kunnet verificeres på vinhusets hjemmeside.
Forbeholdene har dog været til at overskue da AMKA's 30.000 flasker var udsolgt på mindre end en måned.

Om vinen
Casa Real er Santa Ritas absolutte topvin, der udelukkende frigives i de årgange, hvor vinen lever op til producentens højeste krav og dermed kan høste topkarakter hos verdens vinanmeldere. Årgang 2000 var en "lige ved og næsten"-årgang af denne store vin, hvilket åbenbart har fået vinhuset til delvist at fravige princippet om en fuldstændig deklassering.

Vinen kommer fra et udvalgt område i Alto Jahuel (Maipo). Og er lavet på druer af +40 år gamle vinstokke, og et udbytte reduceret til kun 6000 kg/ha for max. koncentration. Vinen er udelukkende lagret på nye franske egefade.

Til sammenligning åbnede vi desuden en flaske

  • Santa Rita, Medalla Real 2000, Cabernet Sauvignon, Maipo - Chile (MR)

Begge vine er i årgang 2000 lavet på 100% Cabernet Sauvignon




Allerede ved åbningen stod det klart, at vinen i de to flasker var af vidt forskellig koncentration

Udseende: MR klar, middeldyb rubinrød - CR stort set identisk, dog en smule mørkere.
Duft: MR afgiver fra starten en solid og kraftig duft af blommer og sorte bær der bibeholdes efter mere end en time i glasset. CR-flasken arter sig markant anderledes. I starten noget tilbageholdende urteagtig dominans, der gradvis efter 15 min. udvikler sig til en særdeles kraftig kompleks duft strækkende sig fra oregano/eukalyptus/bacilikum over brombærmarmelade/karamel - til toner af tobak/tjære/engelsk lakrids.
Smag: MR efterlader en solid frugt over en blid garvesyre. CR adskiller sig meget herfra, omend slægtskabet ikke lader sig fornægte. Vinen her udvikler sig meget langsommere over 1-3 timer, og afslører først sin frugt efter 45 min. i glasset. Selv efter mere end en time er garvesyren markant, omend stadig i balance med vinens frugt.

Konklusionen må være, at CR-flaskens indhold er markant bedre end den populære og ellers velbyggede MR. Den udfordrer med sin store kompleksitet i langt højere grad smageren, og vil måske virke ganske overvældende på nogen.
Til den oprindelige pris på 100 kr. i dec. 2004 er vinen et fund, da der er langt mellem store vine i dette prisniveau. Om vinens kvalitet ligger tæt på "rigtig" Casa Real (pris ca. 350 kr.) skal jeg ikke kunne sige. Jeg har ganske vist smagt CR for nogle år siden, men det ville være at geråde ud i total vinøs megalomani at hævde, at jeg skulle være i stand til at sammenligne en vin med erindringen om en anden smagt adskillige år tidligere.

lørdag, marts 04, 2006

Costières de Nîmes


Gårsdagens vin er fra Costières de Nîmes beliggende mellem områderne Rhone og Languedoc. Det drejer sig om en flaske

  • Chateau de Nages, Costières de Nîmes Contrôlée, Vieilles Vignes 1999

Vinen er produceret af Michel Gassier, som ejer to vingårde i Nîmes, hhv. Domaine de Molines og Chateau de Nages. Han er kendt som en særdeles omhyggelig og kvalitets bevidst producent og mange af Michel Gassier's vine har høstet anerkendelse verden om.
Denne vin er sammensat af 60% Grenache, 30% Syrah og 10 % Mourvèdre.

Flaskens betegnelse "Vieilles Vignes" refererer til gamle vinstokke, som signalere vin lavet med lavt udbytte og høj koncentration. Der er imidlertid ingen regler for, hvor gamle vinstokkene skal være for at gøre sig fortjent til prædikatet, hvorfor det alene er producentens hæderlighed (eller mangel på samme) der er afgørende for, om der er ekstra kvalitet bag ordene.


Udseende: Klar, dyb mørkrød.
Duft: Tæt umiddelbar duft af søde sorte bær med masser af sort friskkværnet peber som karakterisere mange af vinene fra det sydlige Rhone. Efter yderligere 20 min. kryber desuden en meget lækker duft af mint frem under frugten.
Smag: Saftig frugt med en rest garvesyre, der efterlader en behagelig tørhed i eftersmagen.

Vinen er købt i SuperBest for et par år siden nedsat fra 69,- til 50,-. Den var drikkeklar da, men er afrundet yderlige og holder sig fint på toppen endnu et år eller måske mere.